En hilsen fra de nye forpersoner
Tusind tak til det afgående forpersonskab – Mike og Maria – for deres arbejde i hele 2020 og tusind tak til alle de frivillige der har lagt en masse kræfter i at gøre forholdende for studerende bedre i løbet af året.
I november valgte Studenterrådets generalforsamling os – Kevin og Mathilde – som henholdsvis ny forperson og næstforperson, og nu har vi officielt taget over. Vi har glædet os til at stå i spidsen for de studerende på Københavns Universitet, og vi vil gøre vores bedste for at fortsætte Studenterrådets 100 år lange tradition for at styrke det sociale miljø, udvikle det faglige indhold og ændre de politiske rammer.
2021 bliver på rigtig mange områder et helt andet år end 2020. Det giver også os og Studenterrådet nogle vigtige opgaver. Vi skal først og fremmest håndtere endnu en semesteropstart i coronas lys. Den bliver nok endda endnu hårdere end sommeropstarten sådan som situationen ser ud nu. Vi vil arbejde for at både vores uddannelseskvalitet og trivsel er i fokus ved opstarten. At de studerendes erfaringer tages seriøst, og at online undervisning ikke bliver en undskyldning for, at vores uddannelseskvalitet forringes.
Heldigvis kan vi dog også se frem mod pandemiens slutning. Med flere og flere godkendte vacciner er det et spørgsmål om tid, før vi kan gå tilbage til en mere normal hverdag for os studerende. Hvornår det sker præcist kan vi kun spå om men det vigtige er, at når det sker er det med fokus på os studerende. Vi skal have et særligt fokus på trivsel og brugen af campusområder. Der skal understøttelse til de frivillige foreninger og de steder, hvor vi som studerende igen skal mødes i vores hverdag på campus. Der er også nogle studerende som startede i sommers, som slet ikke kender til de fede traditioner vi har på Københavns Universitet for både at lave sociale og faglige arrangementer sammen. Ligesom vi har lært at lukke samfundet og universitetet ned, skal vi også lære hvordan vi åbner det rigtigt op igen. Udover fokus på trivslen ved åbningen skal vi også fokusere på hvordan vores undervisning og brugen af den fysiske campus igen kan blive omdrejningspunktet for vores uddannelser. Vi skal sikre gode forhold på biblioteker, læsepladser og i de undervisningslokaler vi anvender. Coronapandemien må ikke blive en undskyldning for at sænke kvaliteten som vi har kæmpet for så længe.
Studenterrådet er ikke kun os i forpersonskabet, det ved vi alt for godt gennem vores lange arbejde i fag- og fakultetsråd. Derfor skal 2021 også være året hvor vi styrker den interne organisation og sørger for at vores fantastiske fag- og fakultetsråd blomstrer i takt med at vi kan vende tilbage til en normal hverdag. Vi står stærkest når vi løfter i fælles flok og kan fokusere vores kræfter der hvor forandringer skabes. Dette kan i mange tilfælde gøres nemmest lokalt i fagmiljøerne. Vi skal værne om det fællesskab vi har og fortsætte kampen for kvalitetsuddannelser med god undervisning, fysiske campusområder med plads til os studerende, og et universitet der arbejder for os studerende og ikke imod os. Vi skal også fortsætte de nationale kampe for geninvestering i uddannelsessystemet, bedre og billigere studieboliger og en SU der er til at leve for.
Vi glæder os til at se jer alle sammen igen,
Kevin Hangaard Olesen & Mathilde Elsig
Ny forperson og næstforperson