Kickstart af trivsel, motivation og faglighed efter coronanedlukning

“Som førsteårsstuderende har det været noget nær det mest demotiverende nogensinde. Havde glædet mig til et studieliv hvor man kunne lære af og med hinanden. I stedet har jeg haft en forelæsning som min baggrundslyd det sidste år. Jeg har intet forhold til mine forelæsere og føler mig desværre på ingen måde inspireret af dem, som jeg ellers havde håbet på. Den eneste grund til at jeg ikke er droppet ud er at jeg ikke har noget alternativ til hvad man kunne lave andet end blot at arbejde... Så kære KU tak for at skabe forfærdelige rammer for første årsstuderende, som stadig ikke ved hvor kantinen eller fredagsbaren er...”

“Jeg har været frustreret over ensomheden i at sidde derhjemme alene. Jeg har været frustreret over niveauet og formatet af undervisningen. Jeg har været frustreret over, at selvom jeg har forsøgt, så er min motivation og dermed indlæring dalet stødt. Jeg har grædt tårer over det her semester - det har jeg aldrig gjort før. Jeg har savnet vennerne og underviserne. Jeg har savnet det naturlige samvær, som opstår i øjeblikkene omkring fysisk undervisning.”

“I starten var jeg mindre stresset. Det passede mig fint at skulle læse hjemme og være på zoom, fordi jeg lærer bedst, når der er ro omkring mig, og jeg selv kan kontrollere mine omgivelser. Men nu er den ro og frihed, jeg faktisk følte i starten, væk. Det har været en øjenåbner for mig, hvor meget kontakten med mennesker betyder i min hverdag. Jeg er konstant i underskud nu, og det tærer på mig hver dag. Jeg vågner op og mærker ensomheden, og jeg går i seng og mærker ensomheden. Og det værste er, at den er kommet for at blive. Corona har gjort min ensomhed værre, og nu kan jeg ikke slippe af med den igen.”

“Coronapandemien har betydet alt. Jeg har aldrig set mine undervisere i øjnene, jeg har været alene i en ny by i 5 måneder, isoleret i en lejlighed, uden menneskelig kontakt ud over den jeg fik over Zoom. Jeg gik fra at være en social sommerfugl til at være nervøs for at møde nogen til kaffe, fordi jeg ikke har socialiseret siden før jul.”

“I starten var det at gå på et studie under corona, lidt ligesom at prøve at male uden pensler. Udfordrende, men også lidt spændende. Men som tiden gik, blev først lærred og så billede taget fra en, og nu sidder man lidt bare i et hjørne med tanken om et billede og håber, at man kan huske hvordan det ser ud, når man åbner øjnene igen.”

“Jeg er en meget ekstrovert og følsom og meget perfektionistisk omkring mit studie, hvorfor det sociale møde med andre studerende har været altafgørende for mit velbefindende på studiet. Jeg har dette semester måtte sygemeldes med depression og angst, fordi jeg blev så perfektionistisk med studiet, da jeg følte, det var det eneste, der fyldte i min hverdag. Når man kun læser andre studerendes kommentarer på zoom-chatten, så ved man ikke, at andre også synes stoffet er svært, og jeg følte mig ekstremt dum og bagud konstant. Jeg kunne ikke hanke op i mit selv til at stå op til bare endnu en dag, hvor man skulle side alene i lejligheden og læse og føle sig bagud og dum. Det har været det hårdeste år i mit liv.”